Det politiske hjørne

På denne side deler vi nyt om politiske beslutninger, initiativer og dagsordener, der har betydning for virksomheder i Greve, Solrød og omegn. Du kan blandt andet følge med i vores erhvervspolitiske mærkesager og de initiativer, hvor vi arbejder for at bringe virksomhedernes perspektiver ind i dialogen med kommuner og andre beslutningstagere.

GreveSolrødErhverv er en politisk uafhængig erhvervsforening. Vi arbejder for gode vilkår for at drive og udvikle virksomhed lokalt – og for, at erhvervslivets stemme bliver hørt, når beslutninger har betydning for virksomhedernes hverdag.

Læs mere om vores erhvervspolitiske mærkesager her.


Greve vil vende udviklingen i byggesagsbehandlingen

Dansk Erhvervs seneste analyse af byggesagsbehandlingstider placerer Greve Kommune som nr. 96 ud af landets 98 kommuner. Analysen viser, at kommunen i 2025 behandlede 136 byggesager med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 193 dage. Kun 6 % af sagerne blev afsluttet inden for det nationale servicemål på 40-60 dage; et servicemål, som 60 af landets kommuner lever op til.

Tallene understreger, at der er behov for en markant indsats. Netop det var også budskabet, da Greve Kommune ved Christian Sabber Jensen, Centerchef for Teknik og Miljø for nylig orienterede ErhvervsCentrets bestyrelse (som GSE er medlem af) om arbejdet med at forbedre byggesagsområdet

Kommunen lagde ikke skjul på, at udgangspunktet har været udfordrende. Hjemviste afgørelser, voksende sagsbunker, rekrutteringsudfordringer, mangelfuld dataunderstøttelse og utilstrækkelig kommunikation har præget området gennem en længere periode. Derfor er der nu igangsat en omfattende omstilling, hvor både organisation, arbejdsgange og ledelse er blevet styrket.

Området beskæftiger i dag omkring 15 årsværk, og Christian Saaby oplyste at man arbejder sammen med teamet på en todelt strategi. De ældre og ophobede sager afvikles målrettet, samtidig med at nye processer implementeres, så alle nye byggesager behandles efter en mere ensartet og effektiv model.

Blandt de konkrete initiativer er rekruttering og oplæring af nye medarbejdere, etablering af en fagkoordinatorfunktion, bedre produktionsstyring, udvikling af dataværktøjer, begyndende anvendelse af AI samt en styrket dialog med borgere og virksomheder. Kommunen oplyser desuden, at de første resultater allerede kan spores, og at der er stor opbakning blandt medarbejderne til den nye retning.

For erhvervslivet er en effektiv byggesagsbehandling afgørende for investeringer, etableringer og udviklingsprojekter. Bestyrelsen i ErhvervsCentret vil derfor følge udviklingen tæt.
Det er positivt, at Greve Kommune åbent anerkender udfordringerne og har iværksat en omfattende indsats for at vende udviklingen. Samtidig må forventningen være, at indsatsen også omsættes til mærkbare forbedringer i praksis.

Alt for mange virksomheder har gennem de seneste år oplevet lange og ineffektive sagsforløb, forsinkelser, unødige ekstraomkostninger og en betydelig uforudsigelighed i deres byggeprojekter. Det har haft direkte konsekvenser for både investeringer, planlægning og vækstmuligheder og har været til stor gene for de berørte virksomheder. Derfor vil den reelle målestok for indsatsen være, om virksomhederne inden for en overskuelig fremtid oplever kortere sagsbehandlingstider, større forudsigelighed og en mere effektiv dialog med kommunen.


Offentlig transport er en vækstfaktor, også i Greve

En ny analyse med udgangspunkt i Danmarks Statistiks data viser, at udfordringen i Greve Kommune ikke først og fremmest handler om prisen på den kollektive transport, men om tilgængeligheden. Selvom Greve er en tæt bebygget kommune med tre S-togsstationer, har 25 % af borgerne mere end 500 meter til nærmeste stoppested, og kun 32 % har adgang til mindst 10 afgange i timen. Samtidig er forbindelserne mellem stationerne og kommunens erhvervsområder fortsat utilstrækkelige.

For virksomhederne har det konkrete konsekvenser. Vanskelig adgang med offentlig transport gør det sværere at tiltrække og fastholde medarbejdere, lærlinge og kunder, øger afhængigheden af bilen og svækker mobiliteten i en kommune, hvor mange virksomheder er afhængige af daglig pendling.

GSE har gennem en årrække gjort Greve Kommune opmærksom på denne udfordring og peget på behovet for bedre kollektive forbindelser mellem de tre S-togsstationer og erhvervsområderne. Problemet er imidlertid ikke blevet anerkendt i tilstrækkelig grad, og der er derfor heller ikke blevet prioriteret de nødvendige investeringer. I 2024 blev der som led i projektet Den Sammenhængende Rejse etableret cykelordningen Det Lilla Spor i Kildebrønde Erhvervsområde, hvor virksomheder via abonnement kunne stille lånecykler til rådighed for medarbejdere mellem stationen og arbejdspladsen. Initiativet var et interessant forsøg på at afhjælpe den manglende transport, men har desværre ikke opnået den ønskede effekt.

Samtidig ønsker vi, at vores erhvervsområder fremstår indbydende og med god kobling til byen - både ift. infrastruktur, byggeri og arkitektur. Tilgængelighed for medarbejdere og kunder er en af de vigtigste parametre, når en virksomhed skal vælge placering. Tilgængelighed og infrastruktur bør derfor være blandt Greve Kommunes største styrker.

Greve er en udpræget pendlerkommune. I 2025 pendlede ca. 11.735 personer dagligt ind til arbejdspladser i kommunen, mens ca. 18.600 borgere dagligt pendlede ud af kommunen til arbejde andre steder. Det understreger behovet for en langt bedre sammenhæng mellem de tre S-togsstationer, erhvervsområderne og de lokale busforbindelser.

Der bør derfor arbejdes målrettet for de bedste betingelser for en let og hurtig adgang til, fra og gennem kommunen, både med offentlig såvel som privat transport. En styrket kollektiv trafik vil ikke alene forbedre virksomhedernes rammevilkår og rekrutteringsmuligheder, men også understøtte den lokale grønne omstilling og de klimamål, som Greve Kommune har ambitioner om at indfri.

Vedr. finansiering, så finder GSE det rimeligt at der investeres i dette område, som jo både kommer borgere og pendlere til gode. I Greve Kommune betaler virksomheder (erhvervsejendomme) en dækningsafgift på 3,00 promille. Den beregnes af den dækningsafgiftspligtige grundværdi efter et nedslag på 20 %. Det præcise, samlede årlige provenu for kommunen fra denne specifikke afgift, er ikke offentligt specificeret i de nyeste kommunale nøgletal. GSE estimere at den samlet udgør ca. 16-17 mio. kr. Læg hertil øvrige skatteindtægter (ca. 55 mio. kr.) og bidrag fra virksomhedernes side (arbejdspladser til f.eks. udsatte borgere mv.) til kommunens økonomi.

Hvis Greve fortsat ønsker at tiltrække virksomheder, investeringer og kvalificeret arbejdskraft, er tiden inde til, at den kollektive transport prioriteres som en strategisk erhvervs- og infrastrukturindsats, ikke blot som et trafikpolitisk spørgsmål.


Code of Care

GreveSolrødErhverv bliver en del af styregruppen for Code of Care i Greve og får dermed en aktiv rolle i arbejdet med at skabe flere veje ind på arbejdsmarkedet.

Indsatsen samler lokale virksomheder, Greve Jobcenter og andre aktører om en fælles opgave: at give flere mennesker med udfordringer eller begrænsede ressourcer mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet.

Som en del af styregruppen vil GreveSolrødErhverv blandt andet bidrage til at styrke dialogen mellem virksomhederne og Greve Jobcenter og engagere flere lokale virksomheder i indsatsen.

Code of Care arbejder ud fra tanken om, at alle mennesker har værdi og noget at bidrage med. Gennem lokale Task Forces samles virksomhedsledere om at udvikle konkrete løsninger i samarbejde med jobcentre og andre relevante aktører.

For GreveSolrødErhverv er engagementet en naturlig del af arbejdet med at bygge bro mellem virksomheder, kommune og lokale samarbejdspartnere. Et mere rummeligt arbejdsmarked kan både åbne nye muligheder for mennesker, der står uden for arbejdsfællesskabet, og give virksomheder adgang til arbejdskraft og nye kompetencer.

Læs mere om Code of Care og indsatsen i Greve her.

Søndervang 20
2670 Greve Strand
info@gserhverv.dk
CVR: 27 11 02 58

Gør som 550 andre
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få seneste nyt om din lokale erhvervsforenings indsatser som Greve og Solrød erhvervslivs talerør, samt invitationer til netværksskabende events og meget, meget mere.

Bliv medlem af et stærkt netværk
GreveSolrødErhverv er et netværk, der samler medlemmerne professionelt og socialt, og repræsenterer erhvervslivets interesser lokalt og politisk.
Bliv medlem
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram